Volvo, Whisky og Winchester
Det er noget pudsigt noget, det der med, at man bliver influeret af de mennesker, man omgås. Pludselig ser man sig selv være dybt forelsket i en gammel Volvo, drikke brunt vand fra Skotland og være totalt dedikeret til .243 Win – eller .308 Win for den sags skyld.
Mit venskab med Jørgen, Professoren, har haft mange pudsige konsekvenser, og jeg må sige, at omgås Jørgen ikke er kedeligt. Her kommer en lille beretning om “Den Gamle Mand”, – som han selv kalder sig, det turde jeg aldrig gøre – og Krudtmama på tur til det jyske. Den har ikke så meget med jagt og våben at gøre, men er en hyggelig konsekvens af kærlighed til jagt og våben. En af konsekvenserne af at have mødt Jørgen.
Tøsen
I november hjalp Jørgen mig med at købe en fin gammel Volvo V70. Jeg havde selv fundet den på nettet fra mit feriested i Frankrig, og der foregik livlig sms- og mailtrafik til Fyn, hvor Jørgen bor. Jørgen er tidligere Volvo-mekaniker og Volvo-sælger og ved en masse om Volvo, og selvfølgelig har han fra den dag, jeg mødte ham første gang, proklameret, at den eneste rigtige bil, er en Volvo.
Jeg kører ofte og gerne med mine nu 4 dejlige børnebørn, og min lille bil kan ikke indeholde de store børn længere – jeg er selv 1.80 og børnebørnene har allerede nu vist sig at arve familiens lange ben! Enten har jeg konstant børneben i ryggen, når vi kører, eller også har jeg knæene oppe om ørerne. Det tærer på nervesystemet.
Jeg begyndte at lytte til Jørgen. Der er lidt “voksen, villa og vov-vov” over en Volvo – men hva pokker! Nu er jeg 56, har både villa og vov-vov og nu altså 4 dejlige børnebørn, så mon ikke det er på tide, jeg giver efter og får en fornuftig bil?
Min riskoger af en Toyota Land Cruiser er alligevel mest udlånt til min yngste søn, som elsker at køre off-road og slår alle vennerne op-og-ned af bakkerne i min bil!!! Og den anden jeg har, er sgu for dyr og for lille. Nuvel – Volvo it is!
Som sagt så gjort, jeg fandt en fin gammel sort Volvo stationcar fra 2000 og kort efter stod den på gårdspladsen. Jørgen og hans veninde, Grethe, havde hentet den for mig på Als, så da Christian, min husbond, og jeg kørte hjem fra ferie i Frankrig, hentede vi den fine sorte bil, som hurtigt fik tilnavnet “Tøsen”. Min mand rystede på hovedet, da han satte mig af hos Jørgen, da vi skulle hente den, meeen det skulle nu ikke vare længe, før “Tøsen” blev et nyt og kært familiemedlem.
Jørgen lærte mig at skifte tændrør, skifte olie, oliefilter og motorophæng. Han ved lige, hvor der skal pilles og udskiftes smådele på de gamle Volvoer, så kører de som nye igen. De er til at betale, og der er PLADS. PLADS til alt, en jæger begærer. Der kan være både børnebørn, gummistøvler, jagthunde, jagtvåben, gamle madpakker, colaer og rygsække, kikkerter og meget meget mere i en gammel Volvo. Selv yngstesønnens barnevogn til barnebarnet klappes let sammen og proppes ind bag i kareten.
Samtidig bliver man så herlig anonym. Ingen gider stjæle en gammel Volvo, elller bryde ind i den. Jeg kan parkere den alle vegne, ingen interesserer sig for den. Så befriende, når ens husbond kører rundt i “Skrumlet” – en Mercedes G-klasse med altfor mange hestekræfter. Den tiltrækker alle mandfolk, lige meget, hvor vi er. Unge, som gamle skal høre lyden af 500 heste, der brøler som gale løver. For en hustru bliver det indimellem for meget. Især fordi vi skrumpler gennem Europa i den. Og man skrumpler altså. En g-klasse er ikke lavet til komfort. Sådan er det bare….
Min datter på 30, som har to børn, havde en gammel Volvo 850, som skrantede lidt ( egentlig manglede den bare en kærlig hånd) og hun begyndte at sende “Tøsen” lange blikke.
“Den er nu godtnok pæn, mor!”, begyndte hun. “Tror du måske, jeg kan låne den på lørdag?”, fortsatte hun. Og sådan fortsatte det, indtil jeg gav mig.
“Tøsen” er nu Lises. Hun har købt den på familiær afbetaling, efter at Jørgen og jeg og min kære mekanikerven, Lars, havde skiftet alle vigtige dele, givet den nye dæk og fælge m.m. Jeg må dog indrømme, at jeg nyder det. Nyder at se hende drage fra gårdspladsen, når hun har været på besøg. I den fine sikre bil, med børnebørnene godt spændt fast på bagsædet. Der sidder de godt og sikkert. Den klæder hende, den lange smukke tøs.
Det Røde Lyn
Nuvel, nu kommer vi langsomt henimod denne beretning, som egentlig slet ikke handler om “Tøsen” men om “Det Røde Lyn”. For da Lise drog af med “Tøsen” udløstes straks et kæmpe savn. Joachim, yngstesønnen, lånte jo hele tiden riskogeren, og jeg var så henvist til min lille smarte bil med for lidt plads. Jeg ringede til Jørgen: “ Kan vi finde én til? En volvo, der er ligeså fin som “Tøsen”? Til samme pris?
Jørgen var straks med på idéen, og atter ledte vi højt og lavt. Der er mange volvoer til salg, men jeg vil jo ikke have hvilken som helst, og vi var flere gange ved at opgive. Min mekanikerven, som altid lader mig bruge hans fine værksted syntes, jeg skulle købe en diesel, Jørgen holdt fast ved benzin – og jeg ville have automatgear. Min kære husbond rystede atter på hovedet.
Pludselig stod den der – i Ålborg – of all places. En fin gammel V70 årgang 2000 – den klassiske model, som jeg elsker. Så flot og velholdt – havde været i samme hænder i 12 år, og var nu blevet skiftet ud med en nyere model ( ja, det sker jo!)….
Rød var den – og jeg ville have en sort! Nå, Jørgen blev ved med at sige, at jeg skulle kende min besøgstid, og han arrangerede faktisk, uden at jeg havde meget at skulle have sagt, at bilen blev nysynet og reserveret til vi, læs Jørgen og jeg, kunne komme og se den.
Samtidig blev det aftalt, at min egen lille smarte racer skulle sættes til salg der, hvor vi skulle se på Volvoen, så jeg drog afsted til Fyn for at hente Jørgen, som jo skulle med til Ålborg. Jeg turde ikke købe så gammel en bil, uden at have kyndige øjne med. Jørgen er altid klar. “Jeg kører med”, sagde han. Jørgen kan man regne med…
Jeg må sige, at Jørgen er sej. Han har lidt med ryggen, og knæene driller ind imellem. Alligevel indvilligede han i at tage den lange tur i min bil til Ålborg med Pointerhunden ved fødderne på forsædet. Man sidder faktisk ikke så godt i min lille racer, eller også er den bare lavet til små mennesker. I hvert fald rokkede vi begge noget rundt, og jo nærmere vi kom Ålborg, jo større blev ønsket om at den Volvoen, vi skulle se på, var fin. Jeg blev nervøs!
Hvad har jeg gang i? Her kører jeg med en voksen herre og hans Pointerhund gennem hele Danmark for at finde en gammel Volvo i Ålborg. Der er tusindvis af Volvoer til salg. Kunne jeg dog ikke have fundet én tættere på….Suk, let skal det ikke være.
Jørgen piver ikke. Ikke et kny sagde han på hele turen udover at fortælle sine sædvanlige anekdoter. Han er gjort af godt stof. Mit højre ben var helt dødt, og min lænd værkede, da vi nåede Ålborg. Min racerbil kører dejligt, men man sidder altså ikke så godt!
Vi fandt hurtigt sælger – et større sted, der har alverdens biler i kommission, og der stod den! Joh, den var rød – men ikke den smukke Volvorøde, lidt mere orangerød. Hjertet sank i halsen på mig. Jeg kunne ikke lide farven….
Nå, vi fik hentet hund og lånt bilnøgler og drog afsted på prøvetur i Volvoen. Den var fin – rigtig fin indeni. Meget velholdt, den var nysynet, havde fine alufælge og gode dæk på. Den havde fået skiftet olie og oliefilter, tandrem og gearkasseolie. Alle de ting, jeg havde måtte ofre på “Tøsen” var gjort på denne bil. Så selv om den var lidt dyrere, så havnede den alligevel der, hvor “Tøsen” endte prismæssigt, da alt var skiftet. Vi kørte 100 m, så sagde Jørgen: “ Du kan godt vende om og skrive under på slutsedlen!”
Hvad? Skulle han ikke også prøve den? “Nej”, sagde Jørgen,”Jeg kan mærke, den er god. Du er godt dum, hvis du ikke tager den. Og farven er fin. Hvis du ikke kan lide den, kan vi bytte. Så kan du tage min sorte! “
Han er vel en kammerat?
Vi kørte tilbage til sælger, og Jørgen løftede motorhjelmen. “Ja”, sagde han, “motorophæng oppe bag er knækket, du skal have et nyt. Det koster 136,- kr. Skynd dig ind og betal den, inden en anden tager den! “
Jeg makkede ret, og inden jeg så mig om, var jeg 38.000 fattigere og på vej hjem mod Fyn med Professoren og hans pointerhund. Hunden var nu faldet roligt i søvn i bagagerummet, og Professoren klukkede glad ved siden af mig. Jeg må indrømme, at jeg var lidt betuttet. Det var gået stærkt, og selvom det ikke er verdens dyreste bil, så er 38.000 her og der jo også en slags penge. Den rystede lidt, og var der ikke en underlig lyd også? “ Bare kør!”, sagde Jørgen.
Ganske rigtigt, efter nogle kilometer holdt rystelserne op. Det var dækkene, der lige skulle køres runde igen, efter at bilen havde stået stille til salg et stykke tid. Alle lyde forsvandt sammen med rygsmerterne, og mit døde speederben kom til live igen. Man sidder nu altså godt nok dejligt i en Volvo!
Jørgens Auto
Et par timer senere var vi tilbage i Akkerup. Hunden og hønsene blev fodret, det brune skotske vand og kolde colaer kom på bordet i kontoret, og nu blev jeg atter belært om, hvor fin den røde bil var. Vi traskede ud igen. Den fik et DK skilt på bagklappen fra Jørgens tid. “Jørgens Auto” – står der.
Så gik vi den igennem. Den var fin. Rigtig fin. Meget, meget velholdt og med original lak uden ridser. En pynteliste på bagklappen skulle af og en lille rustplet laves, det var alt. Ellers stod den som en fin herregårdsvogn stadigvæk. Det er da utroligt! Pludselig blev beløbet, den havde kostet, meget småt. Tænk, at man får så meget bil for så få penge….
Nå, vores kvaler var jo ikke slut. Jeg havde Lises gamle 850`er holdende, og Jørgen mente, den var for god til at skrotte. Den havde lidt forskellige skavanker, men ikke noget som kunne forskrække en gammel volvo-mekaniker. Så Jørgen tog en rask beslutning og købte bilen af mig/Lise. Jeg blev sendt hjem efter bilen, og Jørgen gik igang. Den blev vasket og poleret. Fik nye dele hist og her og sat til salg. Og så kom det sjove. Jørgen blev kimet ned af købere – og Lises bil har nu fået nye glade ejere.
Lise har overtaget Tøsen, og jeg har fået “Det Røde Lyn”. Motorophænget, der var knækket, har jeg selv skiftet og også tændrørene. Det skal være nogle særlige tændrør, fra Bosch, siger Jørgen. Og farven – farven er nu rigtig flot – og jeg vil ikke bytte. Alt blev godt til sidst. Og som Jørgen siger: En Schultz & Larsen riffel i kaliber .243Win og en i kaliber .308Win, en Volvo og en tår af det brune skotske vand, hvad mer´ har man brug for?
Jørgen har ret. Endnu en tår af det skotske vand blev hældt op – og det ender altid med, at jeg må overnatte i Thomas´ s seng. Altså den seng, som Thomas fra Norge bruger, når han er på besøg for at gå på jagt eller handle S & L våben. ( Det skal lige siges, at det sker kun, når Thomas ikke er der!) Men man kan nu engang ikke køre selv Volvo, når man har sniffet til det brune vand.
Wolvo, Whisky og Winchester
Selvfølgelig ender hele denne historie ikke her. Jørgen mener nu, at jeg skal sælge min 9,3×62 – hvad skal jeg med den? Nu har jeg jo de to bedste kalibre i verden og en Volvo! Nu skal der ryddes op i skabet og i pengepungen. Der skal jo være til brændevin og patroner!
Mere om det næste gang. Jeg kan da ikke sælge den fine riffel? Den har jeg jo nedlagt 2 kronhjorte og 4 dåhjorte med, den har været med mig i Polen, og den er næsten ny. Har bare skudt maks 50 skud! Men Jørgen får nok ret – og mon ikke den nye køber bliver engageret også? Jørgen har nemlig lovet at hjælpe mig med at sælge den. Til den rette! Bare vent og se…Og kaliber .243 og .308Win – det kommer der helt sikkert mere om.
WWW må naturligvis i fremtiden stå for Wolvo, Whisky og Winchester! Måske vores nye motto? Thomas i Norge har jo også skiftet sin Audi ud med en Volvo!
Siden denne tekst var kladde er der kommet mere til – jeg tør dårlig fortælle Jørgen det, men jeg har jo flere børn! Den mellemste, hans kone og deres to dejlige unger har nu slået en klo i Det Røde Lyn. Hvordan Søren skal jeg få fortalt Jørgen, at vi nok skal “på den igen”?
/Krudtmama
Her under ser I Lises gamle Volvo 850. I Jørgens kærlige hænder blev den så god som ny igen, fik nye ejere og kører nu lystigt rundt i Nordsjælland igen.
