Elgjagten starter
Vi skulle møde i forsamlingshuset til mandtal, papirfremvisning og beretning om årets gang søndagen inden elgjagten startede. Det var jo min debut, og en stor og forunderlig oplevelse. En mandeverden, hvor helt specielle love gælder. Så fantastisk at opleve.
35-40 mand stod pænt i kø foran den fine forsamlingshus søndag kl. 15. For overhovedet at komme længere ind i den hemmelige hule, skulle man fremvise svensk jagttegn og kvittering for, at dette var betalt, skydetest (svensk elgprøve,altså skydning til løbende mål) bevis for at man havde ret til at deltage på vegne af en lodsejer, samt kvittering på betalt jagtkort til i gældende område. Jeg havde tjekket min lomme om og om igen og forsikret mig, at jeg havde husket det hele. Det var altså lidt stort, da det blev min tur, og jeg blev godkendt og indskrevet i jagtlaget som værdig elgjæger.
Herefter måtte man finde sig en plads blandt mange – stolene stod tæt, og bare tanken om at man skulle sidde der i mere end 10 min kunne få selv den mest hardcore mødedeltager til at få en anelse klaustrofobi. Man er vel jæger, tænkte jeg, lettede på alle lynlåse i mit jagttøj, smilede venligt til højre og venstre og satsede på, at Vorherre ville stå mig bi den næste time. Ingen hedeture nu, tak!
Endelig var alle igennem papirtesten og en beretning om regnskab og andre genvordigheder i det forgangne år blev gennemgået, alle blev råbt op, og det blev vedtaget, at vi skulle mødes næste morgen kl. 7. Nogle danske jægere forsøgte at overbevise jagtlederen om, at kl. 8 var mere passende, men det slap de ikke godt fra. Kl 7 blev det.
Jeg er rimelig god til svensk, bor i Nordsjælland og har set svensk tv hele mit liv, har mange gode og nære veninder i Sverige og på et tidspunkt var det bare min datter og jeg, der ud af et personale på 10-12 personer talte dansk i min lille virksomhed, resten talte svensk. Så sproget var jeg ikke bange for – jeg skulle nok klare at forstå, hvad de kære svenske herrer sagde til mig.
Ak ja – næste morgen måtte jeg sande, at svensk ikke bare er svensk. Allerede ved opråbningen om morgenen måtte jeg ty til oversættelse hos nogle danske jagtkammerater – når Värmlændinge taler svensk jagtdialekt ( blanding mellem norsk og svensk, her er kun 15 km til den norske grænse) kl. 7 om morgen i mørke og frost, skal man altså være vågen for at følge med.
Det lykkedes mig at fatte, at første lotrækning handlede om strabadserende pladser for de, som stadig var let til bens og kunne klatre. Ha, tænkte jeg. Her er min chance og benede frem. Jørgen havde nøje instrueret mig i, at hvis jeg i ville accepteres og i den svenske jagtverden frem, så måtte jeg være ydmyg og tilbageholdende, men tage min tørn af godt og skidt. Så jeg stod forrest i køen og fik min post, – øverst på Bolsjöberget…..Min mage holdt sig klogeligt lidt tilbage, men var dog solidarisk, så vi kom på samme “hold”, men han havde for en gangs skyld ikke så travlt og fik en fin plads på Bollsjöberget, men knap så højt oppe med sin Schultz & Larsen M68DL kaliber 30.06.
Vi deltes alle i diverse biler og kørte efter vores “udsætter i dette drev” ud til vores poster. Det “hold” som skulle bestige Bollsjöberget var alle unge og friske jægere, norske gutter og en enkelt jente og så jeg. Samt den svenske holdleder på min alder. Da vi nåede frem til parkeringspladserne, hvorfra resten af opstigningen skulle forgå til fods, fik jeg denne besked: “ Tag tøjet af!” “ Undskyld, hvad?” fremstammede jeg høfligt. “ Tag alt af, indtil undertrøjen – vi skal opaf – i næsten en time! Hvis du ikke tager tøjet af, kommer du til at svede og derefter fryser du til is under såten! Så af med kludene…”
(Et drev/såt er på ca 3.000-4000 tønder land, der skal dækkes af. Normalt driver 2 hundførere drevet af med deres hunde. Derfor skal der mange jægere til at dække området af).
Hmm, det var jo en kold morgen, og det var ikke videre fristende at skulle afklæde sig – men jagtlederen var fit for fight, venlig og optrådte selv hurtigt herefter i t-shirt, så jeg tænkte, at han måtte vide, hvad han talt om og makkede ret. Jeg tog jakke og trøje af, hægtede det på rygsækken, som var fyldt efter Jørgens forskrifter….
Jeg kunne overleve næsten hvadsomhelst, så meget havde jeg med på første såt. Min riffel Schultz & Larsen M68DL kaliber .308 Win selvfølgelig, min stol, min rygsæk med alt det indhold, Jørgen nu havde foreskrevet. Jeg tror, jeg kunne have overlevet ca. 14 dage på fjeldet. Madpakke, kaffe, skraldeposer i str. kæmpestor, til beskyttelse af jæger og våben, hvis det nu skulle blive regn, tændstikker, chokolade, en bog at læse i osv osv.
Hvad Jørgen havde glemt at fortælle mig, var, at jeg nu skulle kravle med alt dette op på toppen af Bollsjöberget. Hullahej – efter bare 15 min, var jeg våd af sved. Jeg bandede min åndssvage stol langt væk. Min rygsæk var for tung, min riffel var monteret med en lyddæmper, som egentlig bare vejer 500 g, men jeg overvejede seriøst at smide den i et mudderhul. Hold op, hvor var det hårdt.
Min jagtleder havde post 1 på toppen, jeg havde post 2 lige under ham, og undervejs deropaf skulle vi jo sætte hele resten af holdet af. Jeg havde stive vandtætte læderstøvler på og var fuldstændig ude af stand til at hoppe afsted som en gazelle efter post 1. Han bare sprang afsted som en bjergged, og de 3 nordmænd, som var på samme hold som jeg, var også ganske fit-for-figth – og for første gang forstod jeg, hvorfor Jørgen har meldt pas på disse jagtture. Indtil da havde jeg ikke rigtig fattet at lidt ondt i knæenen kunne forhindre én i en elgjagt.
Jeg skal lige love for, at jeg blev klogere. Det tog næsten en time at nå posten, jeg var fuldkommen færdig og så frem til en stund alene i skoven, om ikke andet så for at hvile. Jeg forstod pludselig, hvorfor de fleste af jægerne denne morgen havde været helt tavse, da de øverste poster blev delt ud. Men jeg fortrød ikke – jeg klarede det jo, omend de norske gæve gutter og den enkelte jente, måtte vente på mig et par gange, og på trods af åndssvag jagtstol, lyddæmper, madpakker og andet ragelse nåede jeg min plads og faldt til ro.
Der var elg i nærheden, og min nabopost skød en elg i denne såt. Jeg så ingen men lærte en masse. Bl.a at nedturen er ligeså hård som opstigningen. De unge og min jævnaldrende jagtleder bare dansede afsted, og jeg kæmpede det bedste, jeg havde lært. Rød i kinderne og fasts besluttet på at lette mig selv for alt unødvendigt til næste post.
Næste post fik jeg med en brusende elv i ryggen. ( Grænsen til nabolaget). Jeg blev sat af i bil direkte på posten, så denne post var ligeså let at nå, som den første havde været besværlig – og jeg havde dårligt sat mig til rette på jagtstolen med min madpakke, før jeg så nogle mørke skygger bevæge sig. Gisp! Det var en elgko med to kalve, som kom farende imod mig. Jeg stivnede fuldstændig! What? Er det mig nu – hvordan F…. skyder man her midt i skoven med træer alle vegne – på en kalv, som kommer med 100 km i timen…
Ak, jeg var for langsom – tænkte for længe over, hvordan jeg skulle gribe det hele an, og pist var de væk. Inden jeg havde nået at tænke færdig, var de løbet bagom mig. Jeg meldte dem i radioen til udsætteren og følte mig dum og dansk og nybegynderagtig. Jeg tror nu helt ærligt ikke, jeg kunne have skudt uanset, om jeg havde været mere rutineret. De løb hurtigt, og da der var frit til at skyde, var de bag mig, og jeg havde fået at vide, at jeg ikke måtte skyde bagud. Det var betagende – de findes, de er kæmpestore, som noget steget ud af fortiden – og de kan bevæge sig i det uvejsomme terræn som en ballerina på en scene. Det var fantastisk…. Jeg drak min te og spiste resten af min madpakke og ventede og ventede og ventede. Såten blev blæst af, og jeg blev hentet.
Nu var der en længere pause og så afsted til dagens sidste såt. Endnu en dejlig såt – i et meget smukt område, afstanden kunne tilbagelægges til fods, der var tilpas og sikker afstand til nabo og fint udsyn til alle sider. Jeg satte mig tilrette. Tekanden klar, varme klæder – sendte Jørgen en kærlig tanke. Tag nu dine termobukser på under jagtbukserne, havde han sagt. Jeg havde pareret ordre og sad her i den smukke svenske skov og nød livet. Varm og tilpas. Igen så jeg elg – en ko med kalv og min nabo skød kalven. Fantastisk.
Vi hjælpes ad
Alle mødtes på samlingsstedet bagefter, et par elge var blevet skudt, og Christian og jeg hjalp til med at trække dem fri. Det var en sjov oplevelse. Vi fik udleveret et særligt tov, som man hægter sammen med de andre jægeres tov og i fællesskab kan man trække en elg fri af hvadsomhelst. De fleste elge bliver trukket fri af ATV´er – men iblandt nedlægges de i meget uvejsomt terræn, og det var rigtig sjovt at hjælpe til her. Man lærer hurtigt at give slip på rebet, hvis man er ved at falde – hvis man holder fast og skvatter, er man til stor gene for de andre, og desuden bliver man trampet over ende. Imponerende at være en del af en social situation, hvor man løfter i flok. Bogstaveligt talt…
Varme og kolde bade
Kl. 16 var dagens jagt slut – og vi kørte stille og trætte hjem til vores smukke hytte for at tilberede varm suppe og måske muligheden for et bad. Vores hytte har som tidligere nævnt ingen bad og kun koldt vand indlagt – men Margareta skulle til gymnastik og havde tilbudt, at vi kunne låne hendes bad imens. Jeg glædede mig.
Christian var frustreret over, at hans telefon ikke have netkontakt ved hytten og ville køre ned til byen og forsøge at købe et simkort med kontakt til omverdenen. Så han vandt retten til at bade først og drog derefter mod byen. Fornøjet ved udsigten til et varmt bad, gjorde jeg mig klar.
Nu er der jo ingen grund til at bære mere end højst nødvendigt – det havde været dagens lektie. Jeg skulle jo bare 20 meter over til hovedhuset, så jeg fandt min toilettaske, afførte mig tøjet, trak et badehåndklæde omkring mig, og begav mig over til hovedhuset. Margareta havde efterladt en nøgle et hemmeligt sted, så jeg låste mig ind og nød mit bad. Gav mig god tid og glædede mig over det dejligt varme vand. Alene i mindst en time – herligt.
Da jeg var færdig med mit bad, ryddede jeg grundigt op efter mig, Margareta skulle jo nødig fortryde, at hun havde lånt os sit badeværelse. Jeg låste hoveddøren, og lod nøglen glide gennem brevsprækken, Christian havde jo været i bad, så vi skulle ikke bruge den mere. Det var 2-3 graders frost og nu ganske koldt. Jeg trak håndklædet sammen om mig og hoppede over til vores hytte. Jeg tog i døren…
Gisp! Døren var låst. Jeg bor selv i et hus, hvor dørene ikke kan smækkes og havde ganske glemt, at det gør ikke alle mennesker. Så jeg havde altså låst Margaretas dør uden mulighed for at få fat i nøglen igen, smækket mig ude af hytten kun iført et håndklæde i 3 graders frost, Margareta var til gymnastik og Christian på indkøb. Snork…hvad gør jeg?
Nu var gode råd dyre – jeg nåede at panikke lidt, bande mig selv og min distræthed langt væk – og så kom jeg pludselig i tanke om, at Christian havde haft vinduet i det lille toilet åbent. Hvis jeg var heldig havde han ikke lukket haspen…Yes yes yes, jeg fik lirket vinduet op. Nu skulle jeg så bare ind af vinduet, let og elegant med badehåndklæde, så var dagen reddet…
Nu er det ikke verdens største vindue, men med lidt behændighed kom jeg op og fik overkroppen møvet igennem. Jeg måtte bede til, at ingen kom på besøg i samme øjeblik, for håndklædet måtte jeg slippe og orme mig igennem uden en trevl på kroppen.
Ha, det lykkedes, kønt har det sikkert ikke set ud – og Gudskelov kom ingen forbi. Jeg slap med skrækken og vil aldrig glemme, at døren til hytten smækker, hvis man ikke aktivt har slået den fra!
Christian kom tilbage en time efter – suppen blev varmet, vi hoppede i seng og sov trygt til altfor tidligt næste morgen.
Det lille røde hus er min bolig og det lille vidue til højre i foto blev min redning..
Ulvespor
Næste dag startede som den forrige med opråb og rapport om, hvad der var set og skudt dage før, samt uddelegering af poster. Jeg opgav at forstå den svenske jagtleder og fik en venlig dansk jæger til at oversætte. Denne dag havde jeg været mit udstyr igennem, var ikke så tungt lastet som dagen før og håbede egentlig at endnu en bjergbestigning lå for an mig. Men dagens poster var væsentlig lettere – på flere af dem, stod vi alle på rad og række langs vejen – ikke så fedt, men selvfølgelig nødvendigt. Der blev skudt flere elge denne dag – og den mest spændende oplevelse var, da vi i radioen kunne høre, at en elghund havde opsporet en elg med en ulv i hælene. Elgen blev skudt, ulven forsvandt, men vi kunne alle senere konstatere, at ulven havde snappet elgen i haserne. Den havde store sår – den havde kæmpet for sit liv. Desværre forgæves…
Jeg så ingen elge, men havde jo også været heldig på alle poster dagen før. Christian var ved at blive olm. Han havde hverken set eller hørt noget og syntes, det var lidt træls. Til gengæld var det jo spændende nok at opleve de andres glæde og nyde synet at byttet, når vi mødtes efter såterne.
Tilbage efter endt jagtdag ved slakterboden var der fest og farver. En dansk jæger havde haft jagtheld og nedlagt en kalv, og han gav øl til alle. Der var nedlagt 5 elge den dag, og slagteren havde travlt. En lokal slagtersvend var mødt op frivilligt for at hjælpe – og jeg tror, vi alle var glade for det. Det er sin sag at slagte en elg. Den skal skinnes ganske hurtigt for at køle kødet ned. Svensken er vilde med deres elgkød og intet må gå til spilde. Hvis skindet bliver siddende forlænge, begynder kødet at fordærve, så det var skønt med forstærkninger. Jeg forsøgte at deltage i arbejdet men tror egentlig, at jeg var mere til besvær end til gavn. Men jeg fik da prøvet det.
At jage elg kræver tålmodighed. En af de andre jægere fortalte mig, at han havde deltaget i elgjagten i 30 år, men endnu aldrig nedlagt en elg. Det er da godt nok tålmodighed, der vil noget.
